Endnu en flygtning har banket på min dør
jeg står vagt ved dørspionen, man burde nok åbne, men det tror jeg ikke, jeg gør
jeg havde jo sat pigtråd op, lagt landminer ud
så blev mildest talt forundret da jeg så de mørke øjne og den brune hud
Jeg tænkte forundret, hvordan i al verden er han kommet her
har det vist sig, at håbløse drømmere kan gro vinger, vinger der kan bære
Jeg følte mig lidt forlegen, flov og utilpas, mens han med uforrettet sag gik igen
og jeg tænkte for mig selv, hvor går man hen, når man nu ikke kan gå hjem
samvittigheden har det svært konfronteret med en virkelighed, der er kommet lidt for nær
den bider sig fast i haserne som en skabet køter, der ikke slipper sit tag, uanset hvad man gør
Hvem man er, og hvor man kommer fra, er blot et spørgsmål om akkumuleret held
sagde jeg modløs til manden i spejlet, der vendte sig om og gik uden at sige farvel
Ja, spejlet er og bliver en fjende, for den der ikke magter at kigge kritisk på sig selv
det er så umådeligt træls at stå på mål, når man oven i købet skal skyde straffesparket selv
Jeg satte mig tilrette i sofaen og genovervejede min førerposition som velmenende filantrop
og blev ærlig talt noget i tvivl om hvor vidt mit gode jeg, kunne holde til at blive sat under mikroskop
en så sindsoprivende eftermiddag sætter livet i perspektiv
efterlader spor i sindet giver stof til eftertanke hvor er det da tilfældigt sådan et liv
Og pt er jeg ramt på min forfængelighed, men de kloge siger, at tiden vil hele alle sår
var jeg i det muntre hjørne, ville jeg lakonisk spørger, hvordan det hænger sammen med, at man dør i takt med at tiden går.
Men jeg ved jo godt, at de kloge de har ret
og i morgen når jeg vågner, er alting godt igen og jeg er allerede noget så træt
Jeg ved jo godt, at de kloge de får ret
og i morgen når jeg vågner er alting godt igen, og jeg er allerede noget så træt